Tid til at høste hvidløg

Jeg kan se rundt omkring, at de tidligste sorter af hvidløg begynder at blive høstklare nu. Og sådan lærer jeg, at den sort jeg har, så også er tidlig. Stænglerne er begyndt at lægge sig, og så er der ikke mere vækst at komme efter. Så skal de op af jorden og til tørre. Det er omtrent tre uger tidligere end sidste år.

Hvidløg 2016

Udsnit af den første lille tredjedel af 2016-høsten af hvidløg.

Størrelsen på løgene er lidt behersket i år. Jeg kunne måske godt have vandet lidt mere i de tørre perioder i maj og juni. Men jeg har på fornemmelsen, at det har spillet en større rolle, at jeg måske har fået sat dem lidt tæt denne gang.

Så mere afstand på næste kuld, som går i jorden til oktober. Og så vil jeg opgradere på sorter også; det skal flettehvidløg ind i sortimentet. De skulle have længere holdbarhed. Og måske supplerer jeg med en sort slangehvidløg mere også.

Man skal jo sørge for ikke at gå ned på hvidløg.

Justering af realiseringen af drømme om en overflod af stangbønner

Meget er indtil videre gået virkelig godt i haven i år. Andet er gået mindre godt.

IMG_20160513_130228

En Cobra stangbønne folder sig ud. Den proces bliver jeg aldrig træt af at bevidne.

Sneglene har for eksempel kastet sig grådigt over mine fint forspirede Cobra-standbønner. Enkelte planter holder stand i de fine stativer, men cirka halvdelen er gået til. Jeg kan ikke helt udelukke, at jeg har bidraget en smule til mandefaldet ved at være lidt sen til at opdage, at de skulle have mere vand, end jeg forventede.

Plan B er 1) at vande de tilbageværende planter lidt mere regelmæssigt, 2) at rydde hele det ene stativ for sørgelige rester og så et hold sukkerærter (Ezeta’s Krombek Blauschokker) – gjort i dag – og 3) at fylde hullerne i bønnerækkerne ud med pralbønner i håbet om, at de vokser hurtigere end sneglene spiser dem. Jeg har startet 9 planter at sorten Lady Di, og i morgen kommer de i jorden.

I bønneafdelingen i øvrigt går det til gengæld rigtig godt for buskbønnerne i højbedene (som sneglene i år indtil videre går helt udenom), og så står hestebønnerne virkelig, virkelig flot. Jeg regner med at sætte et par meter mere af hestebønnerne inden for de kommende dage; der er opstået nogle huller i enderne af mine bed med rødbeder, hvor det måske passer meget godt.

Rapport i forbifarten

De seneste ca. 10 dage i træk har jeg været i haven i 2-3 timer hver dag. Hvis alt skulle rapporteres minutiøst her, ville jeg være bagud både her og i haven. Jeg tænker, at jeg vil tage en retrospektiv gennemgang efter bedtyper, når jeg lige har fået sået det sidste.

Det jeg står lige over for nu er:

  • Sammenflikning af endnu en obelisk men i en version lidt lavere (højde 145 cm) til tomatillioerne, som virkelig snart vil ud af deres forspiringspotter.
  • Færdigsåning i skovhavebedene.
  • Såning af honningurt mellem hestebønnerne.
  • Forspiring til det nye skovhavebed jeg har besluttet at anlægge, når hvidløgene er høstet en gang i juli.

Tomatillioerne kommer til at stå i det samme bed, hvor jeg har høje ærter. Det er egentlig et højbed – det er bare ikke så højt, fordi jeg har skiftet bedstrategi inden jeg nåede også at hente jord til dét bed. Der kan findes forskellige bud på, om tomatillio skal have stativ eller ej. Nu prøver jeg med et stativ, og så må vi se, hvordan det udvikler sig.

Skovhavebedene kommer jeg i flere omgange til at vende tilbage til senere. De er vildt spændende. Jeg har haft en del udplantningsplanter (lidt forskellige bær, Sankthansurt, Hosta, flerårige kål, rabarber og Katost), men en del er også sået direkte. Jeg skriver mere, når tingene begynder at dukke op af jorden.

hestebønnespire

En af de første Hestebønnespirer fra for et par uge siden.

Hestebønnerne skal som sagt i år have Honningurt mellem rækkerne. De skulle tiltrække nyttedyr, som kan være med til at holde eventuelle luseangreb i skak. Hestebønnerne har fået fart på her i varmen, så det er vist på høje tid med Honningurten. Den kommer forhåbentlig i jorden i morgen.

Og så løb jeg jo tør for skovhavebed-plads. Et af de kommende lange, smalle, lave bede er nu blevet inddraget i planlægningen. Der skal være Strandkål, Bronzefennikel, Evighedsporre og sikkert også både Baquieu (salat) og Stridolo (klassisk italiensk urt; ret vinterrobust). Det skriver jeg helt sikkert mere om senere.

Bygning af stativer til stangbønner og ærter

Som sagt i marts lykkedes det mig efter en del søgen endelig at finde en instruktion til bygningen af et stativ til høje ærter og bønner, som passede nogenlunde både i dimensioner og i (beherskede) krav til håndværksmæssig kunnen.

Og med et par timers arbejde fredag, 3 timer lørdag og cirka det samme søndag er jeg nu den lykkelige ejer af fire obelisk-tårne til mine efterhånden ret fremskredne stagbønner og høje ærter.

Hvert tårn er sammensat af 24 stykker træ ved hjælp af 80 skruer. Der er materialer for en rund 100-mand i hvert tårn. Konstruktionen er meget stabil, så det er tilsyneladende ikke nødvendigt med afstivning i form af kryds.

Hvad var de vigtigste erfaringer?

  • Hav to skrue-/boremasiner; en med bor til forboring og en med skrue-bit. Havde jeg regnet ud fra starten.
  • Gør dig umage med at holde styr på træstykkerne. Skriv længden på dem med blyant.
  • Gør evt. en indsats for at finde en bordsav, hvis du skal lave mere end 2 tårne. Jeg brugte en fukssvans. Det kræver god tålmodighed.
  • Giv dig ordentlig tid og hold pauser. Den største fejl jeg lavede, var efter at have mast på i 2,5 timer uden pause. It’s supposed to be fun; so have fun.

Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl. Jeg glæder mig SÅ meget til at få gang i dem. Hvis det stadig virker som en god ide, når stangbønnerne har tilbragt deres første nat udenfor i morgen, bliver det første hold plantet ud i morgen aften.

Billeder skal vi have

 

 

Symbiose og prydsager: På kursus i skovhavedyrkning

Jeg har været på Skovhavekursus hos Permakulturhaven på Friland ved Feldballe på Djursland. Det var en lørdag med rigtig godt udbytte. Formiddagen blev brugt på en gennemgang af principperne for skovhaver, og eftermiddagen gik med at kigge på spændende planter.

Skovhave handler ikke om at lave have i skoven. Det hander heller ikke om at lave haver om til skove. Det handler om at anvende nogle af de principper i haven, som får skoven til at fungere som et kredsløb. Om at overføre dem til dyrkningen af en produktiv køkkenhave med et stort og kontinuerligt udbytte på baggrund af et virkelig lavt input efter etableringen.

Sammenlignet med en traditionel køkkenhave, vil en skovhave når den først er på plads, stort set passe sig selv.

Skovhavedyrkning adskiller sig fra traditionel havedyrkning på flere måder: 1) Der bliver fortrinsvist dyrket flerårige planter, 2) Det er det biologiske kredsløb, ikke kun det kemiske, der er i fokus. 3) Planterne dyrkes i flere plan og 4) Behov for lavt input og lavt vedligehold er en prioritet.

2016-05-14 22.15.22

Spillet om flerårige grøntsager. Der er mange nye plantenavne at lære at kende. Et kortspil hjælper. Også selvom man få bank af yngstedatteren i debut-spillet.

Planterne i skovhaven yder år efter år, når de først står der. Mange af de arter man bruger, findes i dag i vilde former, fx. Spinatsyre. En del er også gamle mere eller mindre glemte arter af nytteplanter, som nu kommer til sin ret igen; Stolthenriks Gåsefod kan nævnes her. Og mange prydplanter er også spiselige og egner sig godt til skovhaven, fx. Sankthansurt.

Prydplanter der egner sig som grøntsager kaldes også “prydsager”.

I den traditionelle måde at dyrke på, er der fokus på det kemiske kredsløb. Det kortsigtet næringsstofsforbrug, sygdomsbekæmpelse og monokultur. I skovhaven handler det mere om biologisk ligevægt, langsigtet næringsstofkredsløb og produktiv diversitet. Om samarbejde med de biologisk processer frem for manipulation af dem.

Noget af kerne i skovhaven er at dyrke i flere plan samtidigt. Ideelt går man efter at dyrke i højden (træ eller busk), i mellemniveauet (busk under træ eller planter som vokser op af træer/buske) og i bunden af bedet i et tæt dække af planter. Når vertikalen tænkes ind på denne måde, betyder det at skovhaven har en dobbelt så høj grad af udnyttelse af sollyset som ved den traditionelle monoplane dyrkning på flad grund.

Det lave behov for input kommer bl.a. i stand ved at prioritere af få permanente kvælstofbindende planter tænkt ind i samlingen af planter. Al jord er dækket af planter, hvilket nedsætter fordampningen og derved behovet for vandtilførsel. Og planterne står tæt, tæt, tæt, hvilket overlader ingen plads til ukrudt.

I Permakulturhavens 300 kvadratmeter skovhave har de i år brugt 4 timer på at luge. Og de forventer ikke at skulle luge mere i år. Hakkejernet står og ruster.

I min haveplan er der indregnet etableringen af fem små skovhavebede i år. Jeg kommer ikke til at arbejde voldsomt meget i højden i min nuværende have. Det jeg til gengæld kan, er at samle mig erfaringer med at etablere et stabilt plantedække, og så viden om at anvende de mange nye planter, som den her driftsform introducerer.

Løg af egne sætteløg bryder igennem

Bortset fra at det jo altid er et lille mirakel, når en lille ny plante bryder igennem og starter sin vækst, så er der jo som sådan intet vildt i, at ens sætteløg bryder igennem jordskorpen og går i gang med at vokse.

kepaløg

Allium cepa L. Sturon gør sin entre.

Men da jeg så i dag, at mine løg havde lagt for land, var det alligevel lidt specielt. De sætteløg jeg satte for lidt over en uge siden, drev jeg nemlig selv frem fra frø sidste år.

Sorten er Sturon, og de giver nogle lækre og opbevaringsvenlige spiseløg, som jeg i flere omgang har haft fra “færdigkøbte” stikløg.

Nu kan det jo stadig gå galt. Hvis vintreopbevaringen ikke har været korrekt, kan jeg ende med rækkevis af stokløbere. Men så tager vi det med som en oplevelse.

Næste skridt må jo så være at drive sætteløg fra frø af egen avl…

Lektion i skovløgbladets lighed med græsstrå

 

En gang i august sidste år hørte jeg fuldkommen tilfældigt om Skovløg i radioen. Anledningen var, at de nu stod med yngleløg i deres fine blomsterstande. Da ordet “spiselige” blev sagt, var min interesse vakt. Dém skulle jeg da have nogle af i min have.

Så jeg begyndte at spejde efter de her blomsterstande, som efter sigende nærmest skulle være overalt. Men jeg kunne ikke finde nogen. Overhovedet. Faktisk havde jeg opgivet, og vi var et godt stykke henne i september, før de pludselig bare stod der ved en cykelsti, som jeg stort set kører på dagligt.

Stor glæde, indsamling og plantning i et forholdsvis rodet bed i haven. Jeg havde forventet, at de ville nå at skyde inden vinteren. Som sagt var bedet ret rodet fra starten; der var rester af persille og koriander (og måske lidt kørvel), og der var også rucola og skorzonerrod. Og så var der babymælkebøtter og græs, græs, græs og lidt andet snask.

Men jeg kunne ikke få øje på nogen løgagtige vækster. Øv. Så satte jeg min lid til foråret; dér måtte de da begynde at komme, og sikkert også som noget af det først. Men nej. Jeg lugede løbenede i bedet, men afskrev efterhånden skovløgene, og begyndte at lægge andre planer for det bed (og for et nyt forsøg med skovløg).

skovløg

Græs til venstre, skovløg til højre. Forskellen ses tydeligt på rødderne, men bladende kan da vist snyde de fleste…

Den nye plan går i korthed ud på, at der skal være rødbeder i det bed i år. Dem var jeg så ved at så i dag. Og pludselig lægger jeg mærke til, at nogle af de græsstrå jeg fjerne i processen, har nogle underlige vækster nede ved roden. Ved nærmere eftersyn lignede det faktisk en løgvækst. Men bladende, det var altså græs…

Kort proces: jeg smager på et blad. Ret lækker smag a la purløg med et hvidløgspift men stadig helt anderledes end ramsløg. Det må jo være de længe savnede skovløg! Yrk! De var egentlig en fin succes, men denne amatør af en gartner kunne bare ikke skelne den fra græs, og har løbende luget dem væk! Flot, mig selv 🙂

Den nye plan er nu at høste nye yngleløg i sensommeren og plante dem ud i potter. Dér kan de så stå vinteren over, og når det så bliver forår 2017, ryger de i et af skovhavebedene. Så skulle der være en chance for succes.

7 rækkemeter hestebønner

Sidste år havde jeg hestbønner for første gang. Egentlig var det mest fordi, de kan sås helt vildt tidligt, og jeg var noget utålmodig efter at komme i gang. Jeg havde tre rækkemeter, som jeg såede 1 meter af gange med to ugers mellemrum fra omkring starten af april. Sorten er Crimson flowered.

hestebønner

Hestebønner fra 2015. Øøøøndige blomster, ikke? :-)

Jeg kører såningen af hestebønnerne Camilla Plum-stil: Greben i jorden, vrikke lidt, og så en bønne i hvert hul, lukke til igen og voila. Den sidste meter fra dyrkningen sidste år, tog jeg frø fra. Det gav nok til en første såning af 7 meter i år, og så er der også til en senere såning af en 3-4 meter, hvis der skulle vise sig noget plads.

Så den ene rækkemeter har altså givet omkring 160 så-egnede bønner. Ikke dårligt.

Hestebønner er noget sårbare overfor bladlus. Sidste år tror jeg at jeg havde lus i noget der ligner 10% af planterne. Ikke så voldsomt måske, men det skulle gå ret hårdt ud over produktiviteten. Så kan der gøres noget, skal det da forsøges. Honningurt skulle være en mulighed. Den tiltrækker bladlusenes naturlige fjender. Jeg sår rækker med Honningurt rækker mellem bønnerne, når de er dukket op om et par uger.

Rent kulinarisk er jeg ikke nået længere end til at pifte en salat op med bønnerne, men mon ikke det hjælper, når høstmængden stiger?