Hestebønneskud til fire personer to gange om ugen fra november til april: Planen

Der kan efterhånden samles op på mine erfaringer med at holde os kørende med hestebønneskud her i de mest vintrede vintermåneder. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Men det var heller ikke pointen. Pointen var at finde ud af om 1) er det smagsmæssigt noget, der er værd af satse på? og 2) er det dyrkningsmæssigt overkommeligt? og 3) hvordan ser en realistisk dyrkningsplan i lidt større og stabil skala så ud?

Smagsmæssigt er det et stort ja. De hestebønner jeg har arbejdet med hedder Crimson Flowered, og skuddene har den mest delikate ærtesmag. Bladene er bløde og lækre og stænglerne sprøde og saftige. Man skal selvfølgelig have dem på køl, hvis man ikke bruger dem med det samme, ellers klapper de sammen. Men køl klarer de også helt fint. De kan uden tøven bruges i salater. Kommer man dem i varm mad for smagens skyld, skal der en del til. Det er vi ikke nået så langt med endnu.

Dyrkningsmæssigt er der heller ingen ben i det. Jeg er endt med omgange med bakker med 3 stk. 5.-literspotter med ca. 15 frø i hver. De spirer efter en uge, og man kan høste første gang efter 14 dage. Derefter kan man høste hver uge. Efter fire høste begynder skuddene af blive lidt pistne i det (og det kan man jo ikke bebrejde dem), og så er det slut. Man kunne muligvis gøde sig til mere, men mine potter har alle fået skimmel på overfladen, og så vil jeg hellere kassere dét hold, og så starte et nyt.

Og kan det lade sig gøre i større skala? Ja, hvis man selv dyrker frøene frem fra starten af og man ellers har plads til at have fire bakker med potter stående et sted, hvor de får hovedparten af vinterens sparsomme lys – ja, og naturligvis ikke for koldt. De går helt i stå ved ca. 4 grader, så hovedparten af tiden skal temperaturen jo så være højere end det.

Hvis man efter denne metode skal have hestebønneskud på salatniveau til fire personer 2 gange om ugen i perioden november til april, så kræver det efter mine beregninger:

  • 540 Bønner
  • 180 l. jord
  • 4 bakker til potter
  • 12 stk. 5 l. potter

Det kan IKKE betale sig at gøre det her, hvis man skal købe sig til alle 540 frø i en frøhandel. Gode økologiske hestebønner koster rask væk 25 kroner for 10 stk. Do the math 🙂 Lidt afhængigt af ens dyrkningsforhold på friland, herunder grad af luseplagethed, kan man regne med omkring 150 spiringsdygtige frø fra 10 opstratesfrø. Så skal man dyrke frø op til denne plan, skal man altså have fat i i hvert fald 40 bønner at starte fra. Jeg ville nok satse på i hvert fald 60.

Og jorden fra potterene skal man så også have et sted at gøre af – 180 liter svarer til ca. tre sække, hvis man er på dét hold. Men os med tung lerjord kan ALTID bruge anvendt pottejord til opgradering af strukturen. Til potterne blander jeg typisk noget fra en sæk om med 50% kokosmuld, og samler så det brugte sammen til at arbejde i jorden ved forårstid.

Jeg har tegnet den nødvendige frekvens for opstart og høst ud i et regneark, som man kan se et lille udsnit af her i nærheden. Man starter første sæt potter op, og en halv uge senere det næste sæt. To uger efter starten kan man høste af det første sæt, en halv uge efter fra det andet sæt, en halv uge efter igen fra det første sæt og så fremdeles.

Ved tredje høst fra det første sæt startes tredje sæt potter op, og en halv uge efter det fjerde sæt. Så vil der være ny høst klar, når man krydser høst fire i de to første sæt, og sløjfer dem. Og sådan fortsætter man egentlig bare. Perioder med lave temperaturer vil kaste lidt grus i maskineriet, men det skaffer jeg mig nok erfaringer med i næste sæson.

Mine egne Skejby-hvidløg

Bunden nærmer sig i den kurv, som vi bruger til hvidløgslager. Der burde være nok indtil cirka udgangen af marts, måske liiidt ind i april, og så vil vi have været selvforsynende i 8 måneder. Antalsmæssigt kunne vi faktisk godt have strukket den lidt længere, men da jeg spottede de første begyndende spirer i slutningen af december, begyndte jeg at blive lidt mere rundhåndet med at dele ud til venner og bekendte 🙂

Uddrag af årets hvidløgsbed i senvinter-eftermiddagssol.

Jeg startede i 2014 med fed fra nogle hvidløg fra Føtex. Der stod ingen sort på, men de var fra Spanien, de var økologiske (de “konventionelle” fra Kina er tit sprøjtede med spirehæmmer), og de var tydeligvis af den hårdnakkede type.

I oktober 2015 satte jeg så omkring 150 fed fra de løg, jeg havde drevet frem af Føtex-materialet. Så når jeg høster i år, er jeg gået full circle; så er det mine EGNE skejby-hvidløg. 🙂

De smager godt, men holdbarheden er jo et issue. Det er lige meget, om der er nok til et år, hvis de begynder at spire for meget fire til fem måneder inden den nye høst. Spirende hvidløg skulle efter sigende have en tendens til at smage bitre – eller måske er det kun selve spiren? Jeg fjerne den i hvert fald, hvis der er en.

Det er nok vejen frem at have flere forskellige sorter samtidigt. De blødnakkede fletløg skulle have bedre holdbarhed. Læs kort beskrivelse af typerne på Havenyt. Egentlig havde jeg byttet mig til et rigtig flot fletløg sidste år, som jeg også satte i oktober sammen med de andre hvidløg, men de har ikke rigtigt vist sig samarbejdsvillige.

Selvforsyning: Tre pejlemærker for valg af afgrøder

Ligesom Bonderøven pløjede jeg mig i min barndom stordrømmende gennem John Seymoures Den Selvforsynende Have. Men en ting er at drømme om strømme af hjemmeproducerede grøntsager, noget andet er endelig at stå med noget bar jord og skulle i gang.

Nu bliver jeg helt givet aldrig selvforsynende med bare 100 kvadratmeter og ingen mulighed for dyrehold. Der kan højst blive tale om en vis selvforsyningsgrad på nogle få udvalgte afgrøder. Men det er også nok.

For overskuelighedens skyld fokuserer jeg i forhold til selvforsyning på en afgrøde af gangen. Jeg skal lige lære hver enkelt afgrøde at kende, og finde den sort som passer til min jord, plus til den indsats jeg nu kan lægge i det hele. Så det er pejlemærke 1: Dyrk noget, der passer til jorden.

Hvidløg september 2015

Noget ved min fede lerjord siger “dyrk hvidløg på mig”.

Som hjemmedyrker kan du ikke konkurrere på pris med den industrielt massefremstillede grøntsag. Men du kan snildt slå supermarkederne på variation og på smag og på egenskaber i køkkenet (og sundhed, efter alt at dømme). Og på friskhed, naturligvis. Som hjemmedyrker kan du arbejde med sorter og afgrøder, der aldrig aldrig nogensinde bliver rentable i den industrielle produktion, og som derfor ikke kan opdrives i almindeligt salg. Det er pejlemærke 2: Dyrk det, du ellers ikke kan få andre steder.

Det tredje pejlemærke handler om at arbejde med sæsonens længde. Det er ingen kunst at være selvforsynende med gulerødder fra juli til september. Men hvis du kan hente friske gulerødder i haven året rundt – eller måske bare i otte måneder, så begynder det at ligne noget. Gulerødder er ikke lige et fokuspunkt for mig, men jeg er meget interesseret i så høj grad af helårsforsyning som muligt. Og det er pejlemærke 3: Der skal på sigt være noget grønt at hente i haven hver dag på året. Et delmål her er hver uge 🙂

Der er flere pejlemærker, fx. i forhold til, hvordan jeg gerne vil arbejde med jorden, gøde og vande osv., men det vender jeg tilbage til en anden gang.