Justering af realiseringen af drømme om en overflod af stangbønner

Meget er indtil videre gået virkelig godt i haven i år. Andet er gået mindre godt.

IMG_20160513_130228

En Cobra stangbønne folder sig ud. Den proces bliver jeg aldrig træt af at bevidne.

Sneglene har for eksempel kastet sig grådigt over mine fint forspirede Cobra-standbønner. Enkelte planter holder stand i de fine stativer, men cirka halvdelen er gået til. Jeg kan ikke helt udelukke, at jeg har bidraget en smule til mandefaldet ved at være lidt sen til at opdage, at de skulle have mere vand, end jeg forventede.

Plan B er 1) at vande de tilbageværende planter lidt mere regelmæssigt, 2) at rydde hele det ene stativ for sørgelige rester og så et hold sukkerærter (Ezeta’s Krombek Blauschokker) – gjort i dag – og 3) at fylde hullerne i bønnerækkerne ud med pralbønner i håbet om, at de vokser hurtigere end sneglene spiser dem. Jeg har startet 9 planter at sorten Lady Di, og i morgen kommer de i jorden.

I bønneafdelingen i øvrigt går det til gengæld rigtig godt for buskbønnerne i højbedene (som sneglene i år indtil videre går helt udenom), og så står hestebønnerne virkelig, virkelig flot. Jeg regner med at sætte et par meter mere af hestebønnerne inden for de kommende dage; der er opstået nogle huller i enderne af mine bed med rødbeder, hvor det måske passer meget godt.