Sæson 2017 er i gang

Med inspiration fra skovhavekurset i maj oprettede jeg på det tidspunkt fem små bede ud fra skovhaveprincipper. Der kom en del i jorden på een gang. Noget gik godt, og en del har ikke vist sig, men der er da noget at bygge videre på.

Det ser ud til, at det er lykkes at flytte Rabarberne, og måske smed Katosten i samme bed også frø nok til, at den kommer igen af sig selv til næste år. En god klynge Hosta har taget pænt fat i et bed. Det samme sted har en Boysenbær taget bo, og i nabobedene hhv. to Honningbærbuske og to Sølvbærbuske. Desuden trives fire Stenurtplanter også helt udmærket.

takkeklap

Takkeklap er en højt skatte plante i skovhavekredse.

Jeg såede også en del frø, men det eneste der rigtigt er kommet op, er to Biebernelle-planter. De skal dog være så velkomne. Jeg såede desuden Sødskærm, Takkeklap, Stolt henriks gåsefod og Sibirisk vinterportulak. Dér har endnu intet vist sig. En del af frøene, har jeg senere fundet ud af, skal have frost, før de vil spire, så der kan stadig nå at ske noget til foråret

Men jeg har nu alligevel også sået en stak potter til med de fire urter (sammen med nogle Skovløg, for man skal ikke sådan bare lade sig afskrække). Planen er, at de skal over at stå i haven i god tid inden frosten. Så skal de være dér hen over vinteren, og så begynder der forhåbentlig at ske noget, når foråret viser sig, hvorefter jeg kan plante ud, når de er i god vækst og jorden er tjenlig til det.

Jeg har besluttet mig for at udvide skovhavedelen af haven ved at nedlægge to af de mest faldefærdige højbede, hvilket vil give plads til tre bede på 70*250 cm. Så planterne får jeg brug for under alle omstændigheder. Hvis det ikke bliver for vådt i november/december, burde jeg kunne nå at sætte kanter, så jeg bare kan gå i gang til foråret.

Og så skal jeg have anskaffet mig et mælkebøttejern.

 

Rapport i forbifarten

De seneste ca. 10 dage i træk har jeg været i haven i 2-3 timer hver dag. Hvis alt skulle rapporteres minutiøst her, ville jeg være bagud både her og i haven. Jeg tænker, at jeg vil tage en retrospektiv gennemgang efter bedtyper, når jeg lige har fået sået det sidste.

Det jeg står lige over for nu er:

  • Sammenflikning af endnu en obelisk men i en version lidt lavere (højde 145 cm) til tomatillioerne, som virkelig snart vil ud af deres forspiringspotter.
  • Færdigsåning i skovhavebedene.
  • Såning af honningurt mellem hestebønnerne.
  • Forspiring til det nye skovhavebed jeg har besluttet at anlægge, når hvidløgene er høstet en gang i juli.

Tomatillioerne kommer til at stå i det samme bed, hvor jeg har høje ærter. Det er egentlig et højbed – det er bare ikke så højt, fordi jeg har skiftet bedstrategi inden jeg nåede også at hente jord til dét bed. Der kan findes forskellige bud på, om tomatillio skal have stativ eller ej. Nu prøver jeg med et stativ, og så må vi se, hvordan det udvikler sig.

Skovhavebedene kommer jeg i flere omgange til at vende tilbage til senere. De er vildt spændende. Jeg har haft en del udplantningsplanter (lidt forskellige bær, Sankthansurt, Hosta, flerårige kål, rabarber og Katost), men en del er også sået direkte. Jeg skriver mere, når tingene begynder at dukke op af jorden.

hestebønnespire

En af de første Hestebønnespirer fra for et par uge siden.

Hestebønnerne skal som sagt i år have Honningurt mellem rækkerne. De skulle tiltrække nyttedyr, som kan være med til at holde eventuelle luseangreb i skak. Hestebønnerne har fået fart på her i varmen, så det er vist på høje tid med Honningurten. Den kommer forhåbentlig i jorden i morgen.

Og så løb jeg jo tør for skovhavebed-plads. Et af de kommende lange, smalle, lave bede er nu blevet inddraget i planlægningen. Der skal være Strandkål, Bronzefennikel, Evighedsporre og sikkert også både Baquieu (salat) og Stridolo (klassisk italiensk urt; ret vinterrobust). Det skriver jeg helt sikkert mere om senere.

Bygning af stativer til stangbønner og ærter

Som sagt i marts lykkedes det mig efter en del søgen endelig at finde en instruktion til bygningen af et stativ til høje ærter og bønner, som passede nogenlunde både i dimensioner og i (beherskede) krav til håndværksmæssig kunnen.

Og med et par timers arbejde fredag, 3 timer lørdag og cirka det samme søndag er jeg nu den lykkelige ejer af fire obelisk-tårne til mine efterhånden ret fremskredne stagbønner og høje ærter.

Hvert tårn er sammensat af 24 stykker træ ved hjælp af 80 skruer. Der er materialer for en rund 100-mand i hvert tårn. Konstruktionen er meget stabil, så det er tilsyneladende ikke nødvendigt med afstivning i form af kryds.

Hvad var de vigtigste erfaringer?

  • Hav to skrue-/boremasiner; en med bor til forboring og en med skrue-bit. Havde jeg regnet ud fra starten.
  • Gør dig umage med at holde styr på træstykkerne. Skriv længden på dem med blyant.
  • Gør evt. en indsats for at finde en bordsav, hvis du skal lave mere end 2 tårne. Jeg brugte en fukssvans. Det kræver god tålmodighed.
  • Giv dig ordentlig tid og hold pauser. Den største fejl jeg lavede, var efter at have mast på i 2,5 timer uden pause. It’s supposed to be fun; so have fun.

Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl. Jeg glæder mig SÅ meget til at få gang i dem. Hvis det stadig virker som en god ide, når stangbønnerne har tilbragt deres første nat udenfor i morgen, bliver det første hold plantet ud i morgen aften.

Billeder skal vi have

 

 

Symbiose og prydsager: På kursus i skovhavedyrkning

Jeg har været på Skovhavekursus hos Permakulturhaven på Friland ved Feldballe på Djursland. Det var en lørdag med rigtig godt udbytte. Formiddagen blev brugt på en gennemgang af principperne for skovhaver, og eftermiddagen gik med at kigge på spændende planter.

Skovhave handler ikke om at lave have i skoven. Det hander heller ikke om at lave haver om til skove. Det handler om at anvende nogle af de principper i haven, som får skoven til at fungere som et kredsløb. Om at overføre dem til dyrkningen af en produktiv køkkenhave med et stort og kontinuerligt udbytte på baggrund af et virkelig lavt input efter etableringen.

Sammenlignet med en traditionel køkkenhave, vil en skovhave når den først er på plads, stort set passe sig selv.

Skovhavedyrkning adskiller sig fra traditionel havedyrkning på flere måder: 1) Der bliver fortrinsvist dyrket flerårige planter, 2) Det er det biologiske kredsløb, ikke kun det kemiske, der er i fokus. 3) Planterne dyrkes i flere plan og 4) Behov for lavt input og lavt vedligehold er en prioritet.

2016-05-14 22.15.22

Spillet om flerårige grøntsager. Der er mange nye plantenavne at lære at kende. Et kortspil hjælper. Også selvom man få bank af yngstedatteren i debut-spillet.

Planterne i skovhaven yder år efter år, når de først står der. Mange af de arter man bruger, findes i dag i vilde former, fx. Spinatsyre. En del er også gamle mere eller mindre glemte arter af nytteplanter, som nu kommer til sin ret igen; Stolthenriks Gåsefod kan nævnes her. Og mange prydplanter er også spiselige og egner sig godt til skovhaven, fx. Sankthansurt.

Prydplanter der egner sig som grøntsager kaldes også “prydsager”.

I den traditionelle måde at dyrke på, er der fokus på det kemiske kredsløb. Det kortsigtet næringsstofsforbrug, sygdomsbekæmpelse og monokultur. I skovhaven handler det mere om biologisk ligevægt, langsigtet næringsstofkredsløb og produktiv diversitet. Om samarbejde med de biologisk processer frem for manipulation af dem.

Noget af kerne i skovhaven er at dyrke i flere plan samtidigt. Ideelt går man efter at dyrke i højden (træ eller busk), i mellemniveauet (busk under træ eller planter som vokser op af træer/buske) og i bunden af bedet i et tæt dække af planter. Når vertikalen tænkes ind på denne måde, betyder det at skovhaven har en dobbelt så høj grad af udnyttelse af sollyset som ved den traditionelle monoplane dyrkning på flad grund.

Det lave behov for input kommer bl.a. i stand ved at prioritere af få permanente kvælstofbindende planter tænkt ind i samlingen af planter. Al jord er dækket af planter, hvilket nedsætter fordampningen og derved behovet for vandtilførsel. Og planterne står tæt, tæt, tæt, hvilket overlader ingen plads til ukrudt.

I Permakulturhavens 300 kvadratmeter skovhave har de i år brugt 4 timer på at luge. Og de forventer ikke at skulle luge mere i år. Hakkejernet står og ruster.

I min haveplan er der indregnet etableringen af fem små skovhavebede i år. Jeg kommer ikke til at arbejde voldsomt meget i højden i min nuværende have. Det jeg til gengæld kan, er at samle mig erfaringer med at etablere et stabilt plantedække, og så viden om at anvende de mange nye planter, som den her driftsform introducerer.

Træder varsom på min våde lerede jord…

Med min fede tunge lerjord, skal jeg virkelig passe på, hvad jeg gør, når der er så vådt. Hvis jeg arbejder for meget med jorden, mens den er (for) våd, klasker den helt sammen og bliver ubrugelig. Så ting går laaaangsomt for tiden.

langt smalt lavt bed

Langt, lavt, smalt bed med jorddække af halm. Nedenunder ligger kartoflerne; sort of direkte oven på jorden.

Før sidste weekend var der dog tørt nok til, at jeg nåede at få anlagt to af de ny lange, lave, smalle bede. Jeg fik også arbejdet lidt velomsat kogødning i jorden ved samme lejlighed. Så regnede det (og det der var værre) i en uge igen.

I dag fik jeg så sat kartofler. Det blev til 11 Marbel’er, så der er langt fra tale om storproduktion i år. Til gengæld er der garanteret lækkerhed. Jeg vil forsøge mig med ikke at hyppe i år efter inspiration fra Permakulturhaven.

I højbedene – som er fyldt med jord fra genbrugsstationen – er der spinat på vej i fire af dem som forafgrøde. I dag såede jeg to bede mere til med spinatfrø. Så snart temperaturen er steget lidt mere, går jeg i gang med såningen af alle de spændende Frøsamler-frø.

Indtil da skal jeg arbejde mig lidt videre i forhold til det sidste lange, lave, smalle bed i denne omgang (laver tre mere efter høsten af tidlige løg og hvidløg i juli). Og så skal jeg klargøre til mine fem skovhavebede. Sjældent har jeg da fulgt en plan mere nøje 🙂

Sæsonforlænger: Bibernelle

Et af mine stående projekter er jo at finde urter, som man kan høste af uden for den klassiske højsæson. For nylig stødte jeg via Uretgartneriets artikel om Urteplænen (spiselige “græs”plæne) på Bibernellen. Dén vil jeg helt klart have i et af mine skovhavebede.

bibernellefrøNår den første er etableret skulle det være muligt at høste af bladene, hvis der ellers ikke er frost. Dét er da en lang sæson, må man sige. Og bladene skulle oven i købet smage af agurk. What’s not to like? Den kommer nok til at stå i bed sammen med Daubenton-kålen, kunne jeg forestille mig.

Kun en slags kartofler i år

Når jeg har planter i min have, som jeg i praksis lige så godt kunne købe i supermarkedet, så synes jeg som sagt af princip, at det så vidt muligt er vigtigt at dyrke nogle andre typer og sorter, end dem man lige falder over dér.

Raja-høsten fra 2015. Desværre har jeg kun plads til én sort i år, og det bliver ikke Raja.

Raja-høsten fra 2015.

Marabel-kartofler til spiring

Årets kartoffel er Marabel, og de er lagt til spiring.

I 2015 havde jeg derfor tre kartoffelsorter (Raja, Sava og Marabel). Sava finder man jo nemt i den almindelige handel, men altså så var jeg da 66% principiel. Jeg endte med Sava, fordi det var den eneste mellemtidlige kartoffel jeg kunne finde i økologisk udgave, da jeg skulle købe læggekartofler. Men de to andre sorter er det til gengæld langt imellem, at man støder på.

Både Raja og Marabel var en stor succes. Ja, og Sava’en da også. Marabel er tidlig, og giver lækre og ret faste knolde, som også får en god størrelse. Raja modner sent, men den er værd at vente på. Den giver de fineste rødskindede knolde, og den er uforlignelig til kartoffelmos. Faktisk koger den ved tilberedning så meget ud, at den ikke kan bruges til andet… Måske kan den dog bages, men det nåede vi ikke til at prøve.

I år er der kun plads til at have kartofler i et enkelt af de lange, smalle, lave bede, og valget er faldet på Marabel, som nu også er blevet sat til spiring.

Højbede – sådan ville jeg gøre i dag

Jeg begyndte at anlægge mine 100 kvadratmeter nyttehave fra flad mark i efteråret 2013. Dengang tænkte jeg, at det nok var smart med nogle højbede. Det havde jeg delvist ret i, og det spinder jeg en ende over en anden gang. Her vil jeg lige dele mine begynder-erfaringer med selvbyggede højde.

Et udsnit af højbedene som de så ud under jordpåfyldningen i 2014.

Et udsnit af højbedene som de så ud under jordpåfyldningen i 2014.

Næste gang jeg skal bygge højbede vil jeg tænke over:

Træ til siderne: Jeg vil gøre en større indsats for at finde noget genbrugstræ. Jeg tænker, at man må kunne finde frem til for eksempel brugte (rengjorte) forskallingsbrædder via en murer. Eller at man kunne tage fat i et nedbrydningsfirma. Jeg endte med ubrugte forskallingsbrædder fra Silvan. Jeg havde et tilbud fra et savværk på både stolper og planker til 11 bede. Men det var en større engangsudskrivning, end mit budget kunne bære. Og prisen var den samme (kvaliteten dog formentlig ikke).

Træ til stolper: Hvis jeg næste gang er sikker på, at mine bede skal blive stående det samme sted længe (dvs. mere end 8 år eller så), så vil jeg nok bruge lidt ekstra penge på hjørnestolperne (og det nederste bræt; se næste punkt). Nu brugte jeg bare billige lægter – igen fra Silvan.

Overveje krav til holdbarhed: Holdbarheden handler om kvaliteten på træet, og den hænger direkte sammen med prisen. Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at når jeg først havde bygget bedene, så ville jeg være meget klogere på, hvordan jeg burde have gjort fra starten af. Så jeg var lidt i midlertid-mode allerede. Men altså: Skal det stå der længe, vil jeg bruge krudt på nogle lidt mere holdbare stolper (godt lærketræ eller robinie) og sikkert også på det nederste bræt i bedet, som er det mest udsatte.

Jorden: Der skal en del til, og det kan kræve en del arbejde. Mine bede måler 100*200*30. Det giver 0,6 kubikmeter per bed. Så der skal rundt regnet 6 kubikmeter til at fylde 9 bede. Det er en del ture med traileren – og endnu flere med trillebøren – og det er MANGE tag med skolven. Find en Mængdeberegner på nettet og tænk dig om.

Længden og bredden: Ud over oplevelsen af at være hurtigt i gang, var en af grundene til at jeg overhovedet ville have højbede, at jeg på den måde fik delt haven op i overskuelige parceller, som jeg kunne forholde mit til eet af gangen. 100*200 cm lød fornuftigt, så sådan blev det. I dag ville jeg nøjes med en bredde på 70 cm. Med 100 cm kan jeg lige netop IKKE nå komfortabelt over på den anden side af bedet – jeg kan godt nå derover, men det er ikke komfortabelt. Men 200 i længden er passende, og den betyder, at jeg ikke har behov for tværstivere.

Højden af siderne: En anden grund til, at jeg gerne ville have højbede var, at jeg gerne i det almindelige havearbejde ville skåne min ryg. Derfor fantaserede jeg fra starten af om en bedhøjde på 60 cm. Så regnede jeg på, hvad det krævede af jord. Så blev jeg enig om at nøjes med 30 cm i første omgang. Det passer fint.

Lænden på stolperne og dybden: Jeg fik det gode råd i første omgang at gøre stolperne længere, end jeg havde planlagt siderne til. På den måde ville jeg have mulighed for at slå flere brædder på senere, hvis jeg fandt behov for det. Så jeg skar lægterne ud i 90 cm-stykker, og gravede dem 30 cm ned. Ingen af mine bede har nu mere jord end at 30 cm i højde over jorden er nok. Jeg skærer formentlig de overskydende stykker af i løbet af denne sommer. Jeg har tre stolper for hver langside på 200 cm, og jeg har ingen problemer med at jorden får siderne til at bue.

Monteringen: Anskaf en pælebor fra starten. Min tunge lerjord bliver man i hvert fald hurtigt dødtræt af at garve huller i med spaden. Jeg faldt i god gænge med at samle bedene med det første bræt i bunden hele vejen rundt, så måle ud til hullerne med denne “skabelon”, bore hullerne, montere rammen og trampe godt til omkring stolpehullerne, og så slå de to runder brædder på til sidst.

Sidste pointe om højbede i denne omgang: Der findes mange spændende afgrøder, som slet ikke har behov for de forhold, man tilbyder i et højbed. Dét kommer der helt sikkert mere om.