Om ikke så længe skal hvidløgene i jorden

Så skal der udvides på hvidløgspaletten. Der er skes – syv sorter på vej ind forskellige steder fra, og dem sætter jeg om et par uger sammen med det slangehvidløg, jeg allerede har dyrket de tre foregående sæsoner.

“Min egen” som er økohvidløg købt i den lokale Føtex i 2013. 2017 bliver altså fjerde sæson med dem, og nu skal de gerne for alvor vise, at de duer til noget. Jeg er meget fortrøstningsfuld. Typen er slangehvidløg. Som sagt vil jeg give dem lidt bedre plads i år. De modner forholdsvis tidligt, og de holder sig fint de første ca. 6 måneder. Så begynder der så småt at komme spirer, men vi havde faktisk komplet brugbare hvidløg godt hen i marts-april, så rigtigt opbevaret er det fint at forvente 9 måneders holdbarhed. Smagen er god og nogenlunde mild; ikke i det kraftigste/mest aggressive i hvert fald.

Spansk flettehvidløg

Spansk flettehvidløg fra en Skagenfoodkasse. Hvidløget i maden blev erstattet med nogle af de hjemmedyrkede, og dette ryger i jorden.

Spansk flettehvidløg fra en Skagenfood-kasse. Det er sjovt at få leveret hvidløg, når man har over 100 liggende selv. Så dette løg bliver årets joker. Sidste år satte jeg fed fra et andet hvidløg hjembragt fra Frankring, som jeg byttede mig til, men de kom ikke.

Red Toch hvidløg fra fed. Flettehvidløg af artiskoktypen. Meget tidligt moden, store løg med mange, pænt store fed. Mildere, efter sigende, end Inchelium og Etisk Rød. Stammer fra en landsby i Grusien – de fed jeg får er dyrket fra andre fed fra Nykøbing Sj.

Inchelium Red FS0435. Flettehvidløg af artiskoktype, med store flotte hvidløg. Medium stærk smag. Stammer fra Colville indianerreservatet i Inchelium, Washington, USA.

Estisk rød FS0010 fra topløg. Slangehvidløg. Kraftig sort i Marbled Purple Stripe gruppen. Hvis fed lægges efterår får man ret store løg med kun 4-6 fed pr. løg – en fedstørrelse der ikke er social dagen efter! Fra marked i Tallinn i 1993.

Leningradskij, Porcelain fra fed. Slangehvidløg. Det er store og meget flotte løg. Løgene hører til “Porcelain gruppen” som betyder store løg med meget få fed, ofte kun 4-6. Løgene er nogle af de sidste der modner ofte først beg. aug.

“Thermidrome”, Flettehvidløg/Artiskok. Thermodrome skulle kunne tåle kulde bedre end de fleste af Artiskokkerne. Løgene kan blive temmelig store. Holder sig i ca. 8-12 mdr. Medium stærkt. Høst først i juli.

“Music”, Porcelain/Slangehvidløg. Høje op til 180 cm. Få fed ofte kun 4-6. Modner sidst i juli/først i august. Stærk smag. Tåler stærk frost og fugtigere klima bedre end mange andre løg. Holdbarhed 8-12 måneder.

Hestebønner i baghånden

Mens jeg så den anden vej voksede mine hestebønner færdige, modenede, overmodnede og hænger nu til tørre på planterne. Jeg får VILDT mange frø at så ud til næste år, og her gør jeg nok igen en dyd af at så ud i etaper, så det hele ikke modner på en gang 🙂

IMG_20160904_193908

De bælgede hestebønner trækker et par minutter i en skål kogende vand, afhindes og får lidt citronsaft, lidt salt og et skvæt god olivenolie.

Nå, men der var frø tilovers, og på et tidspunkt så jeg mit snit til lige at sætte et par meter mere nogle steder, hvor der var opstået huller. Det nød vi så godt af i aften.

For hvor ér hestebønner dog lækre, når man får dem høstet på det rigtige tidspunkt. Lidt bøvlede at arbejde med godt nok med bælgning og afhinding, men klart besværet værd.